|
A short story by Peter Thejll, published in 1971 in the
Book "N´Tokos Fløjte", a Danish collection
of stories about Africa, published in 1971 by the Danish
Missionary Society.
|
I Will Sue You
af Peter Thejll,
udgivet af Dansk Missionsselskab
i 1971 i novellesamlingen N'Tokos Fløjte.
Copyright, Peter Thejll.
Da vi landede på flyvepladsen i Liberia, var
der en lille pige der højt sagde "kan I lugte
Afrika?" Vi lo allesammen. Så gik vi gennem tolden,
og senere ud på vejen hvor en bus ventede. Den
var helt dækket af rødt støv, også indvendig.
Da vi havde kort i den meget varme bus et par
timer, kom der nogle huse til syne. Det var en
slags bar, vi købte øl og coca cola, det var helt
mørkt nu, og de røde, gule og grønne lygter lyste
langt væk i mørket. Vi kørte videre, og min mor
sagde, at hun troede, at hun skulle kaste op.
Til sidst standsede vi ved en station, - et par
brædder lagt ved siden af sporet. En mand med
solbriller stod med en stor bog under armen ved
siden af en politimand. Vi stod og ventede, mens
han skrev alle op i bogen, derefter fik vi lov
til at gå ind i toget. Vi kørte op ad bjerget
og ind i junglen, over broer og dybe kløfter.
Efter fire timer var vi oppe i Yekepa. Alle stod
af toget, det var lige begyndt at regne, en vældig
troperegn. Alle de andre rejsende blev hentet
af biler, men os var der ingen til at hente. Så
tilbød en tysk familie at køre os ind til byen,
der blev vi sat af under det store halvtag på
torvet. Vi kunne ikke se nogen huse eller bare
noget som helst andet end regnen, som hamrede
på bliktaget. Et par unge afrikanere, meget lasede,
så nysgerrigt på os. En hvid bil kom kørende,
og med et ryk standsede den foran os. Vi gik hen
imod den og en dør åbnedes, og vi gik ind. Bilen
kørte op ad en stejl bakke. Da vi var oppe på
toppen, kørte vi ligeud og hen til et stort hvidt
hus. Der var lys i alle vinduer og en masse negerbørn
løb rundt derinde, man kunne også se en negerdame.
Chaufføren steg ud af bilen og gik ind i huset.
Han kom ud igen sammen med en stor tyk neger,
der klædte sig på. De kom hen til os, og den tykke
sagde goddag, og at han var min fars nye chef.
Han sagde også, at vi overhovedet ikke skulle
være kommet. Så kørte vi videre til et andet hvidt
hus, der var en slags hotel. Det kaldtes for F-messen.
Chaufføren forte os hen til et rum, hvor vi gik
ind. Vi lagde os i sengene og sov tungt. Vi blev
vækket af kraftige slag på døren og en tjener
tilbød os noget brød og noget surt noget, de kaldte
appelsinsaft. Da vi havde spist, kom der en anden
tjener og sagde, at han skulle rede sengen, og
at vi skulle se at komme ud af rummet. Vi tog
vores bagage med og gik udenfor. Chaufføren fra
i går stod der igen, og han kørte os ned ad bjerget
og hen til et område, som hedder area E. Der fik
vi et bus at bo i. Senere fik vi lov til at flytte
op på bjerget, til et område, der hedder area
F. En dag havde en dreng og jeg bestemt, at vi
skulle skyde med luftgevær. Jeg tog mit gevær
og kørte på cykel ned ad bjerget. Pludselig faldt
jeg og kurede med ansigtet hen ad vejen, og da
jeg ville rejse mig op igen, ville mit højre ben
ikke bære mig. Så jeg blev liggende og ventede.
En svensker, der kom kørende, tog mig op i sin
bil og kørte i rasende fart hen til hospitalet.
Jeg blev båret ind, og den persiske læge sagde,
at jeg havde brækket lårbenet. Jeg vågnede ikke
af bedøvelsen før henad aften. Maden på hospitalet
var rædselsfuld. En dag kom jeg til at sige, at
jeg godt kunne lide kødboller, det skulle jeg
aldrig have sagt, for nu gav de mig aldrig andet,
- også om morgenen. Sygepasseren underholdt mig
altid om præsident Kennedys død. Han stod og lænede
sig til gulvskrubben og udbredte sig om, hvordan
Kennedys hjerne var blevet spredt ud over gaden.
Til sidst blev jeg træt af ham. Om aftenen, når
mine forældre var gået og jeg skulle sove, kom
sygepasseren altid ind, for at åbne vinduer, vaske
gulve eller sprøjte gift mod fluer. Han bed forresten
George. Mit ben var lagt i stræk, der var stukket
en jernpind gennem knæet, og i den var bundet
snore, som gik up til et trisseværk oppe i loftet,
og i det hang der en firekilos vægt. Det var for
at benet ikke skulle blive for kort, når det voksede
sammen. Der kom mange og besøgte mig, voksne afrikanere,
jeg næsten ikke kendte, kom og sad hos mig, og
min far blev ringet op af afrikanere, der ville
høre, hvordan det gik med mit ben. De sagde også,
at hvis den hvide læge ikke kunne ordne det, så
havde medicinmanden i Ghanta noget hvidt sten,
han lagde uden på benet. Det var i hvert fald
aldrig slået fejl. Jeg var blevet så træt af George,
så jeg fortalte ham, at jeg havde læst noget i
avisen om en komet, der nærmede sig jorden. Nærmere
bestemt skulle den ramme jorden den 19. juni.
For at undgå det ville vi fra jorden prøve at
sende en brintbombe ud imod den, George droppede
Kennedy for et øjeblik, og så alvorligt på mig.
"Er det sandt, Peter?" "Ja," sagde jeg, "det står
i avisen." "Åh, hvad kan vi gøre?" Hans øjne var
hvide og store i det mørke ansigt. " Hvis den
nu rammer os? " "Hvis den rammer os, vil oceanerne
oversvømme alle kontinenterne, og alle mennesker
og dyr må flygte op på bjergene." "Åh, men så
er vi jo sikre her på Nimba ... " "Ja, George,
men hvis den rammer Nimba, ryger vi alle i luften,
George ... " "Hør nu her Peter, lad mig tage din
temperatur! Du lyver for mig!" "Nej, jeg gør ej.
Det står i avisen ... "Peter, hvis du tror, du
kan tale til mig på den måde, så siger jeg det
til dine forældre." Han lagde termometret ind
under min arm. De næste ti minutter vævede han
videre om præsident Kennedy og hans hjernemasse.
"Det kom også på hendes kjole," sagde han. Så
tog han termometret frem og kiggede på det. "Lad
mig nu se," sagde han, og så højtidelig ud, "37.7
og så lægger vi ti til. " "Det er forkert," råbte
jeg, "du skal ikke lægge ti til, du skal lægge
fem til." "Peter, jeg si'r dig, du kan ikke tale
til mig på den made. Hvis din feber er 37.7, lægger
du ti til, for at få det rigtige tal." "Nej, det
er forkert, George, du skal lægge ... " "Nej,
Peter, jeg siger dig ... " "Åh, George, vig bort
fra mit åsyn1 ..." Da mine forældre kom den aften,
sagde George til dem, at han ville "sy mig."
|
|
